Kirstine, men foretrækker at blive kaldt Kiir. Jeg er 19 år gammel og drømmer om at blive forfatter. På siden kan du derfor finde mine historier + en masse sider til dig, hvis du også kan lide at skrive. Ellers håber jeg, at du vil finde det fornøjeligt at læse min blog :)
Det var selvfølgelig helt oplagt. Den perfekte dato, perfekte dag, og så var det oven i købet fuldmåne. Mor, far og Mikkel var til et arrangement i Mikkels klasse, og kom først sent hjem. Derfor havde mig og Bella (du ved min hund) hele huset for os selv. Vi sad inde i stuen, og legede med Bellas ynglings bold, som hun havde fået i fødselsdagsgave sidste år.
Klokken nærmede sig otte, og uden for var det blevet helt mørkt.
”Godt vi ikke er overtroiske Bella”, sagde jeg og rullede gardinerne for. Ja for jeg vidste godt, hvilken dat det var!
Mikkel og jeg plejede at ligge og fortælle hinanden gyser historier, og det endte altid med at Mikkel ville sove inde ved far og mor. Men jeg havde aldrig troet på genfærd, og mørket generede mig ikke. Men nu er jeg jo også 14 år, og brugte for det meste mine aftener med at vandre rundt i byen sammen med Line og de andre. Men hverken Line eller nogen andre havde haft tid i aften.
Jeg satte mig ned, og kaldte Bella hen til mig. Hun var verdens dejligste hund, og kom lige så snart man kaldte. Hun sprang efter bolden, og afleverede den i min hånd, hvorefter jeg kastede den igen. Hun blev aldrig træt af den leg.
Jeg kiggede på uret. Den var lidt i ti. Jeg tog min bog, ”Ridder Gustav og den skumle borg”, og satte mig til at læse.
Da klokken nærmede sig halv elleve, ringede det på døren. Jeg rejste mig og gik ud i gangen. Hvem kom dog på denne tid om aftenen?
Jeg slog låsen fra og åbnede døren. Uden for stod vores nabo Hr. Forgin. Han var efterhånden en ældre herre, og jeg kunne ikke huske hvornår vi sidst havde snakket med ham. Hvorfor kom han netop i dag? Og på denne tid af aftenen?
”Godaften Sofie”, sagde han og nikkede til mig.
” Godaften Hr. Forgin”, sagde jeg og fik et lille smil frem. ”Det er længe siden”.
”Ja det er det”, sagde Hr. Forgin. ”Sidst jeg så dig, kan du ikke havde været ældre end 5-6 år. Du var vist netop begyndt i skole. Dejlig sommer det år. Jeg husker hvordan mine jordbær smagte vidunderligt. Men jeg har også altid kunnet det med haver. Især noget med at grave, hvilket minder mig om mine kartofler. Dem har du vidst aldrig smagt har du det Sofie?”
”Øhm, nej det tror jeg ikke Hr. Forgin”, sagde jeg mens jeg stadig smilede. Hvad ville han dog? Var han kommet for at tale om kartofler?
Hr. Forgin var begyndt at kigge interesseret på vores postkasse, og forholdt sig tavs, så jeg skyndte mig at spørge:
”Hvad bringer Dem hid Hr. Forgin?” Jeg kunne næsten havde slået mig selv. Hvad bringer Dem hid? Jeg læste vidst for mange eventyr bøger. Dette sagde ridder Gustav altid når noget kom op til slottet.
Hr. Forgin sled blikket fra postkassen og kiggede undersøgende på mig et øjeblik inden han sagde:
”Jeg var såmænd bare ude for at gå en lille tur, og så tænkte jeg, for selskabs skyld, om du ikke kunne tænke dig at gå med?”
”Åh”, sagde jeg, mens jeg overvejede situationen. Ok, en mand som jeg ikke havde snakket med i omkring otte år, stod pludselig en aften ved halv elleve tiden og spurgte om jeg ville med ud og gå en tur! Skete det tit?
Jeg kiggede ind i stuen, på min bog, som lå og ventede på mig. Jeg var netop kommet til sådan et spændende kapitel. Men alligevel. Hr. Forgin var selvfølgelig en meget ensom mand. Hans kone var vidst død for mange år siden og han boede alene i sit lille hus ved siden af. Jeg kunne vel godt gå med på en lille tur og være lidt venlig. De andre var nok heller ikke hjemme før engang over midnat. Mor og far plejede altid at være nogen af de sidste der gik. Bella kunne også havde godt af at få rørt benene lidt.
Jeg smilede til Hr. Forgin.
”Jo tak”, sagde jeg. ”Jeg vil gerne gå med. Må jeg tage min hund Bella med?”
Hr. Forgin lod til at blive meget glad.
”Selvfølgelig sagde han og smilede. ”Jeg har noget jeg meget gerne vil vise dig”.
”Hvor spændende”, sagde jeg. Hvor halvhjertet det end lød. Men Hr. Forgin lod ikke til at høre ironien i mit tonefald. Han ventede bare pænt mens jeg tog overtøj på og fandt Bellas hundesnor i skuffen.
”Kom så Bella”, kaldte jeg og viftede med snoren. Bella så først søvnigt på mig, men da hun så snoren sprang hun op og hoppede hen til mig. Hr. Forgin grinede lidt for sig selv.
”Sikke en dejlig lille hund du har dig der”, sagde han og kiggede nærmest sulten på Bella. Jeg tvang mig selv til at smile og gik ud af døren.
Vi fulgte stien op mod byen et godt stykke vej. Jeg havde taget min lommelygte med, og blev glad for den, da jeg opdagede at de fleste af gadelygterne langs stien, var gået i stykker, og derfor ikke lyste. Selvom månen lyste klart, virkede der alligevel uhyggelig mørkt. Jeg tændte lygten og gik op ved siden af Hr. Forgin.
”Hvad er det du gerne vil vise mig?” spurgte jeg.
”Lad det være en overraskelse”, sagde Hr. Forgin og travede videre. Jeg blev urolig og tænkte på at vende om, men min nysgerrighed holdt mig tilbage og jeg fortsatte med at gå.
På et tidspunkt delte stien sig i to. Eller den store sti man gik på blev ved, men en lille mudret jord sti førte skråt til venstre og ind mellem træerne. Jeg havde altid bare fulgt den store sti og blev meget overrasket da Hr. Forgin drejede ned af den anden. Bella var også vant til at gå den anden vej, og kunne ikke forstå da jeg trak i snoren, for at få hende med.
Da vi kom ud på den anden side af den lille række træer, måtte jeg stoppe med et lille gisp. Foran mig lå et stort skummelt hus i mindst fem etager. Tårne og karnapper sås overalt og noget der mindede om altaner stak ud fra nogen af vinduerne. En smal sti første over noget, der mindede om en voldgrav, og endte ved en stor mørk port. Havde det hus altid ligget der?
Jeg bevægede mig ikke en centimeter. Skulle vi derind? Aldrig i livet! Og så alligevel var der noget der halede og trak i mig.
Bella peb og jeg kom i tanke om hvor jeg stod. Langsomt tog jeg det første skridt og derefter et mere. Jeg havde jo lovet at gå med!
Bellas snor strammedes, og jeg vendte mig, og så hvordan hun satte forpoterne i, og hev og trak for at komme den anden vej.
”Nej Bella”, sagde jeg strengt og hev i snoren. ”Vi lovede Hr. Forgin at gå med”. Jeg løftede hende op og bar hende hen til huset.
Hr. Forgin stod og ventede på mig oppe ved porten. Da jeg nåede frem, åbnede han den, og jeg hørte hvordan hængslerne knirkede. Jeg trådte indenfor og et forfærdeligt syn mødte mig. Hvis huset havde set frygteligt ud ude fra var det ingen ting imod det der var her inde. Væggene var grå af støv, og overalt hang klumper af edderkoppespind. Brædderne i loftet lignede nogen der hvert øjeblik kunne falde sammen, og der var store revner i gulvet. Biller og andre insekter kravlede rundt på gulvet eller fløj rundt i luften og ind i hovedet på mig. Jeg viftede med armene for at få dem væk.
”Du må binde din hund her”, sagde Hr. Forgin og pegede på en fakkelholder hvor jeg kunne binde snoren til.
”Må jeg ikke nok tage hende med Hr. Forgin”, spurgte jeg. Jeg var ikke meget for at lade Bella stå alene i huset, og især ikke med alle de insekter der kunne irritere hende.
”Nej”, sagde Hr. Forgin bestemt. ”Hunden må blive her”.
Jeg begyndte at blive utryg ved at være sammen med Hr. Forgin, men jeg bandt Bella fast og sagde til hende at jeg snart ville være tilbage. Så fulgte jeg med Hr. Forgin op ad gangen og op af en trappe. Pludselig hørte jeg et hvin. Ikke fra et menneske men fra en hund.
”BELLA”, skreg jeg og snurrede rundt, men Hr. Forgin tog et fast greb i min skulder og førte mig videre op af trappen.
”Hvad fanden har du gang i”, røg det ud af mig. Noget eller nogen havde gjort Bella fortræd, og jeg ville finde hende og få hende med væk herfra! Men Hr. Forgin fortrak ikke en mine. Han førte mig bare ind af en dør, og skubbede mig ned i en stor gammel lænestol, der lægtede fælt af mug.
”Lad mig komme ud til min hund”, sagde jeg vredt.
”Nej”, sagde Hr. Forgin bare.
”Jeg vil hjem nu”, sagde jeg, og min stemme blev mere og mere til en råben.
”Nej”, gentog Hr. Forgin.
”JEG VIL HJEM”, skreg jeg, sprang op og løb hen til døren. Men den var låst. ”Luk op!”
”Nej”, sagde Hr. Forgin endnu en gang, og satte sig ned ved et lille, skævt, bord. Jeg tog en dyb indånding og sange mere roligt:
”Lad mig dog gå! Hvad skal jeg her?”
”Hvis du ville sætte dig”, sagde Hr. Forgin og pegede på lænestolen. ”Så vil jeg fortælle dig det”.
Modvilligt gik jeg hen og satte mig en den store lænestol, og ventede på at Hr. Forgin skulle tale. Hr. Forgin derimod tog sig god tid, mens han kiggede ud af et lille, støvet vindue. Og så endelig talte han:
”For mange år siden, havde jeg en drøm. Ikke en almindelig drøm, men en drøm der fortalte mig noget”. Han vente hovedet og kiggede på mig. ”Det var ligesom en ånd der talte inde i mit hoved. Han forbandede mig! Han ville sælge min sjæl til djævlen, og et evigt liv i helvede.
Jeg bad og bad om tilgivelse, selvom jeg ikke vidste hvad ånden mente, jeg havde gjort. Men lige lidt hjalp det”.
Jeg kom til at fnyse. Hold kæft hvor lød det latterligt!
Hr. Forgin ignorerede mig og talte videre:
”Kun på én måde kunne jeg få lov at beholde mit liv. Hver gang det var fredag den 13. og samtidig fuldmåne, skulle jeg overbringe et offer til djævlen”.
Først synes jeg at det lød latterligt, men så huskede jeg hvilken dato det var, og da jeg så hen mod vinduet skinnede månelyset ind.
”Jeg sagde ja til tilbudet”, fortsatte Hr. Forgin. ”Men var selvfølgelig af den tanke at jeg ikke ville gøre det. Men ånden regnede mig ud! Så da det blev fredag den 13. og månen var fuld, sendte han mennesker fra helvedet op for at holde øje med mig. Selskabet med dem gjorde mig sindssyg, og jeg vidste at jeg aldrig ville kunne leve et liv i helvede med de skabninger, og det gav mig modet til at dræbe”.
Jeg kunne mærke, hvordan jeg var frosset fast i stolen. Sad jeg i rum med en psykopat? Eller var det et nummer han lavede med mig?
”Jeg startede med at dræbe min kone”, fortalte Hr. Forgin. ”Hun stod mig for nær, og jeg vidste at hun var for godhjertet til at dræbe andre. Den næste gang dræbte jeg min bror. Han havde lagt mærke til at jeg begyndte at opføre mig underligt, så han måtte skaffes af vejen inden han fik mistanke og politiet blev kontaktet.
Den tredje var den gamle præst. Han havde besøgt mig dagen forinden, og fortalt en masse om Gud. Jeg hader Gud, og dette var Guds mand, så han skulle også skaffes af vejen”.
Jeg huskede godt hvordan den gamle præst var forsvundet for nogle år siden. Han var vist aldrig blevet fundet!
”Siden da”, fortsatte Hr. Forgin, ”har det ikke været fuldmåne på fredag den 13. men det er det i dag Sofie”.
Han behøvede ikke at sige mere. Jeg vidste hvad han ville. Han ville ofre mig! Jeg kunne ikke få vejret. Der var ingen måder jeg kunne flygte på. Døren var låst, og jeg kunne umuligt komme igennem det lille vindue. Jeg kunne ikke gøre andet end at blive siddende her og vente, men Hr. Forgin fortalte.
”Forleden kom din mor forbi”, sagde Hr. Forgin. ”Jeg bød hende ind på kaffe, og hun fortalte om det arrangement der skulle være i din brors klasse i aften. Hun fortalte mig også, at du ville blive hjemme”. Hr. Forgin havde fået et sindssygt blik i øjnene. Han rejste sig og kom langsomt nærmere. Jeg ville skrige, men der kom ikke en lyd over mine læber.
”Dit kød er perfekt Sofie”, sagde Hr. Forgin med et sultent blik, mens han stadig kom nærmere og nærmere. ”Friskt, ungt kød. Lige til at stille djævlen tilfreds. I nat ved midnat, vil jeg ofre dig”.
Nu kom skriget! Jeg sprang op og prøvede at løbe, men Hr. Forgin greb mig i armene, og holdte mig fast. Jeg sparkede og prøvede at vride mig løs, men han var for stærk. Med én hånd holdt han mine hænder sammen mens han med den anden hånd, bandt dem bag på min ryg.
”Du må lærer at adlyde døden Sofie, og jeg ved præcis hvordan jeg skal lære dig det”, sagde Hr. Forgin, og hans stemme forvandlede sig fra den gamle trætte stemme, til en stemme der var ond og kold som is. Han tog et fast greb i mine skuldre, og førte mig ud af døren, der sprang op foran os. Derefter førte han mig videre hen af en lang gang og videre ned af en til, og en til, og en til. Jeg ville aldrig finde ud herfra! Efter endnu en gang, en trappe og en million sving, førte Hr. Forgin mig ud op en lille slags altan. Hans lange negle, der i den grad mindende mere om klør, borede sig ned i mine skuldre, og jeg var lykkelig da han endelig slap mig.
Nede, langt nede under mig, kunne jeg se en mand (hvis det var en mand), der stod og kæmpede med noget der bestemt ikke ville det samme som han ville. Jeg kunne høre hvordan det snerrede og peb, og pludselig kunne jeg se den store, hvide, buskede hale.
”BELLA”, skreg jeg, men Hr. Forgin slog sin hånd op foran min mund og jeg tav.
Manden der holdt Bella, fik øje på os´, og han fik bundet Bella fast til en slags stub. Derefter forsvandt han, men dukkede snart op igen, men en kæmpe økse i hånden. Han hævede den, og kiggede afventende på Hr. Forgin.
”Der ser du Sofie”, sagde Hr. Forgin roligt. ”Du kan ikke magte døden. Bella tipper nu på kanten mellem liv og død, og lige meget hvad du gør, vil hun være død længe før du overhovedet kan nå ned til hende. Manden der, eller hvad du vil kalde ham, venter kun på mit tegn. Skal jeg lade ham gøre det?”
Jeg kunne ikke få en lyd over mine læber. Jeg stod som forstenet og stirrede på min lille hund, der nu lå bundet, uden at kunne gøre noget som helst.
”Du må vælge Sofie”, blev Hr. Forgin ved. ”Bøj dig for døden, eller du har set din hund for sidste gang”. Jeg kunne mærke hvordan tårerne pressede på. Hvad skulle jeg gøre?
Hr. Forgin løftede hånden, og manden med øksen, lagde øksen tilbage, klar til at hugge.
”Lige så snart jeg sænker hånden, hugger han”, sagde Hr. Forgin. ”Skal jeg lade ham gøre det?”
Jeg kunne stadig ikke sige noget. Jeg havde en kæmpe klump i halsen, og den lukkede af for alting. Tårerne piblede ned af kinderne på mig, og jeg kunne ikke gøre noget for at tørre dem væk. Hr. Forgin stirrede på mig, med sine store øjne, og jeg kunne se hvordan han nød situationen. Men jeg kunne også se, at han var ved at være træt af at vente. Om få øjeblikke ville han sænke hånden, og ligeså ville manden med øksen, sænke øksen.
”Nej”, viskede jeg, trods klumpen i halsen. Det lød fjernt og hæst. Hr. Forgin tog hånden ned.
”Nej?” sagde han. ”Erkender du at du ikke kan magte døden?”
Jeg nikkede uden at se på ham. Jeg græd, lydløst, og gjorde intet for at holde tårerne tilbage. Hr. Forgin nikkede til manden med øksen, og råbte til ham:
”Få gjort den anden klar. Vi ordner hunden senere”. Manden i gården nikkede og gik.
Hr. Forgin tog igen et fast greb om min skulder.
”Klogt valg”, hvæsede han og skubbede mig fremad. Denne gang gik det nedad. Til højre, til venstre, til venstre igen, ligeud, ligeud, ned af en trappe og en til, indtil vi til sidst stod ved enden af en lang stentrappe. Foran mig var der en stor dør med to kæmpe hængelåse. Hr. Forgin fandt et bundt nøgler frem og låste dem op. Så åbnede han døren og skubbede mig ind mens han råbte efter mig:
”Vi ses ved midnat Sofie”. Jeg kunne hører hvordan hans rungende latter forsvandt i det fjerne.
Jeg så mig omkring i rummet. Væggene var af sten og grønne planter voksede op af dem. Alt her inde var tomt – og dog. Pludselig fik jeg øje på en skikkelse der sad henne i det ene hjørne. Det var en kvinde. Ikke ung, ikke gammel, men et sted midt imellem. Hun sad helt sammenkrøbet med hovedet skjult i armene. Jeg havde lyst til at sige noget til hende, men min mund var helt tør, og jeg kunne intet sige. Jeg stilede mig i stedet over i det modsatte hjørne, og kiggede på hende. Hvor længe havde hun mon siddet her?
Pludselig blev døren åbnet. Jeg havde mest lyst til at skrige, men jeg kunne stadig ikke. Ind af døren kom manden som havde været ved at dræbe Bella. Men det var ikke en almindelig mand. Hans hoved var fyldt, med ar og det lignede at han var blevet forbrændt. Hans øjne lyste gulligt ud i det mørke rum, og hans tænder var lige så spidse som et rovdyrs. Han bar lange sorte klæder, og bar en halskæde af noget der minded om… menneskeknogler! Det var en mand fra helvede. En dødning!
Han gik hen og fik rejst den sammensunkne kvinde op. Da hun flyttede hænderne, fra hovedet, havde jeg igen lyst til at skrige. Hendes ansigt lignede noget der var ved at rådne op, hendes læber var så tørre, at de var sprukket flere steder, og blodet løb ned over hagen på hende og hendes tænder, der måske ikke var blevet børstet i årevis, lignede noget der var ved at smuldre væk.
Dødningen førte hende ud af døren, og smækkede den efter sig. Jeg kunne hører hvordan han omhyggeligt låste begge hængelåse. Jeg havde ingen mulighed for at slippe væk!
Jeg krøb sammen og satte mig helt ind i hjørnet. Her var koldt og stille. Dræbende stille. Og så pludselig, flængede et skrig stilheden. Ikke et almindeligt kort skrig, men et skrig der blev ved, indtil det pludselig forsvandt. Et sådan skrig, som man kun kan skrige, når man ved at det er det sidste skrig, man nogen sinde kommer til at skrige.
Jeg vågnede pludselig op, ved lyden af hængelåsene der blev låst op. Det tog mig et stykke tid, at komme i tanke om hvor jeg befandt mig, men pludselig dukkede alle erindringerne om aftenens hændelser op.
Døren blev åbnet, og dødningen kom ind. Han havde en bakke med mad i hånden, som han gik ind for at stille fra sig på en sten. Han havde fuldstændig glemt at lukke døren! Det var min eneste chance. Jeg rejste mig forsigtigt op, og så spurtede jeg ud. Det kom som et helt chok for dødningen. Med et brøl satte han efter mig.
Jeg prøvede desperat at huske vejen tilbage til indgangen, men det var totalt umuligt. Desuden ville jeg ikke forlade stedet, uden Bella.
Jeg kunne hører hvordan dødningens kæmpestore fødder buldrede igennem gangen. Han var meget hurtigere end mig, og hvis jeg ikke snart fandt på noget ville han indhente mig. Men hvad kunne jeg gøre? Hvilke kræfter var jeg oppe i mod?
Foran mig delte gangen sig i to. Hvilken vej skulle jeg vælge? Den højre lignede at den gik ned ad, så jeg valgte den og skyndte mig rundt om et hjørne. Jeg stoppede og lyttede. Dødningens fodtrin kom nærmere og nærmere, og så pludselig blev de svagere og svagere igen. Han var drejet til venstre! Lettet løb jeg videre, og så pludselig månelys forude. Jeg var nået ud i den gård, hvor dødningen, havde været ved at dræbe Bella. Jeg fik øje på stubben hvor hun lå og løb hen til hende og flåede rebene af hende. Hendes pote blødte, og jeg vidste at hun ikke ville kunne løbe på den. Pludselig hørte jeg en der råbte:
”Der er hun!” Jeg kiggede op, og så Hr. Forgin stå i et vindue kun en etage fra, hvor jeg var. Længere oppe stak dødningen hovedet ud af et andet vindue, og kiggede rasende på mig. Med et skrig drejede jeg omkring, og med Bella i favnen, løb jeg alt hvad jeg kunne.
Men jeg var træt, og jeg begyndte at få sidestik. Hr. Forgin halede efterhånden ind på mig, og så ville det være forbi. Klokken måtte nærme sig tolv, og tiden for ofringen.
Jeg rundede hjørnet af huset, og tippede pludselig på kanten af et kæmpe hul. I sidste øjeblik, lykkedes det mig at finde balancen, og jeg sprang til side. Jeg behøvedes ikke at tænke længe, før jeg vidste, hvad det hul skulle bruges til. Det var en grav. Min grav! Den grav jeg skulle smides i, når jeg var blevet ofret.
Lyden af fodtrin fik mig til at fare sammen, og jeg satte i løb igen, men pludselig kom dødningen, rundt om hjørnet. Jeg skreg, vendte rundt og ville løbe den anden vej, men stod så ansigt til ansigt, med Hr. Forgin. Jeg tumlede baglæns ind ad en dør, der var til venstre for mig. Jeg løb rundt i gangene, indtil jeg ikke anede hvilken vej jeg var kommet fra, eller hvilken vej jeg skulle. Jeg kunne ikke stoppe, måtte ikke stoppe. Jeg måtte bare blive ved med at løbe, til jeg fandt en vej ud. Hvis jeg fandt en vej ud!
Jeg løb først op af en trappe, og bagefter ned af en trappe, og pludselig kunne jeg kende gangen hvor mig og Hr. Forgin var kommet ind. Jeg klamrede Bella ind til mig, og spurtede ned af gangen. Jeg flåede portens ene dør op, og løb ud over voldgraven. Jeg var ude! Jeg var fri!
Jeg stoppede på den anden side af voldgraven, og så mig tilbage. Oppe på en af de øverste etager, stak Hr. Forgin hovedet ud af et vindue. Da han så mig, skreg han af raseri, med det blev overdøvet af klokkeslag fra et kæmpe ur. Klokken var tolv, og Hr. Forgin havde intet offer!
”NEEEEEEJ”, skreg Hr. Forgin, samtidig med at himlen åbnede sig og et kæmpe lyn flængede over den. Regnen begyndte at sile ned over mig, og jeg skyndte mig at løbe tilbage af stien, mod mit hus. Det var sidste gang jeg så Hr. Forgin.
Lørdag den 14. Januar 2006 Kære dagbog
Jeg var kommet hjem, kort tid før mine forældre. Jeg havde ikke lyst til at fortælle dem om aftenens hændelser, så jeg sagde at mig og Bella, havde været ude og gå en tur, da uvejret pludselig begyndte. Jeg bryder mig ikke om at lyve for mine forældre, men denne gang var det nødvendigt, for de ville aldrig tro på mig.
Hr. Forgin var blevet fundet død i sit hus, af hans anden nabo, Lægerne undersøgte ham stadig. De mente at det var et hjerteslag, men kun jeg vidste hvad der virkelig var sket med ham. Djævlen måtte havde taget ham, i stedet for det offer han ikke fik.
Da jeg senere i dag kom ned i stuen, sad Mikkel og legede en leg, de havde leget til festen i går. Han havde skrevet en masse navne ned, og sad og byttede rundt på bogstaverne i dem.
”Sofie kan blive til: Fisoi, Seifo, og Fosie”, sagde han. Jeg smilede til ham. Hvor var jeg glad for at jeg stadig havde ham. Tænk hvis han ville være blevet ofret, næste gang det var fredag den 13 og fuldmåne!
”Hvad var det nu vores nabo hed?” spurgte han. Jeg kunne mærke hvor lykkelig jeg blev over at han sagde var!
”Hr. Forgin”, sagde jeg, og Mikkel kradsede straks navnet ned, og begyndte at bytte rundt på bogstaverne.
Jeg gik ud i køkkenet og lavede mig et glas saftevand. Mor sad og læste avisen. Der var en lang annonce om uvejret i går. Flere biler var kørt galt, og mange havde kældrene fulde af vand. Far var kørt til dyrlægen med Bella, så de kunne få ordnet hendes pote. Jeg havde sagt at hun havde fået viklet sig ind i et krat, og på den måde skadet poten. Snoren, som jeg jo rigtigt ikke havde fået med fra det gamle hus, sagde jeg, havde hængt for godt fast, og at jeg ikke kunne få den fri i mørket. Senere i dag ville jeg så gå ned til dyrehandler Svendsen, og købe en ny af samme slags.
Jeg gik ind i stuen igen og satte mig i sofaen.
”Nu skal du bare høre Sofie”, sagde Mikkel og rømmede sig. ”Forgin kan blive til: Rognif, Fognir og Gironf”. Jeg smilede til ham.
”Nej vent”, sagde han. ”Her kommer den alder bedste. Det kan også blive til: Ofring”.
Jeg stivnede midt i en bevægelse. Selvfølgelig. Det hele passede sammen. Forgin og ofring. Hvorfor havde jeg dog ikke tænkt på det noget før?
Men det var også lige meget. Hr. Forgin var væk. Dømt til et evigt liv i helvedet. Og det var kun godt, for den der graver en grav til andre, skal selv begraves i den.
Din mening
Her kan du give din egen mening om historien. Husk at du ikke må stille spørgsmål, men kun skrive din kommentar. Alle spørgsmål skal stilles i spørgsmåls-bogen (:
Kirstine, men foretrækker at blive kaldt Kiir. Jeg er 19 år gammel og drømmer om at blive forfatter. På siden kan du derfor finde mine historier + en masse sider til dig, hvis du også kan lide at skrive. Ellers håber jeg, at du vil finde det fornøjeligt at læse min blog :)
Blog
